søndag den 13. marts 2011

Kan uddannelse af danske lønmodtagere redde Danmark?

Der har været mange politiske debatter på det seneste, hvor rød og blå blok står og tæsker hinanden i hovedet med de negative konsekvenser af den anden parts forslag. Begge lejre synes dog enige om at uddannelse er vejen ud af den økonomiske sump som en stor offentlig sektor, og et endnu større voksende offentligt forsørgelsessystem, lader til at belaste Danmarks økonomi i fremtiden.

I disse debatter bliver de ufaglærte danskere ofte nævnt som nogle af de store tabere i den globaliserede verden. Vores lønningsniveau i Danmark gør dem simpelthen lige så nyttige for en dansk eksportvirksomheds konkurrenceevne, som 80ernes betamax format i dag er for Blockbuster. De bliver kun ansat til et varetage et absolut minimum af arbejdsopgaver, som ikke kan eksporteres eller automatiseres. Alt der kan gøres i andre billigere lande, eller af andre billigere arbejdstager, vil slippe ud af favnen på den starndardlønnede danske ufaglærte arbejder. Løsningen for Danmark er altså så bedre uddannede arbejdere der kan forædle diverse produkter og services i et omfang der gør danske virksomheder attraktive i udlandet - siger politikerne.

Men jeg har ofte tænkt på andre, nogle gange højtuddannede, faggrupper der ligesom de ufaglærte ser grumme tider i møde.

Én af disse grupper jeg ser et lille generelt behov for, og som vedrører min forretning, er grafiske designere. Og hvorfor så det? Jo fordi der er meget lidt i deres arbejdsopgaver der - for mig at se - nødvendiggør at de taler dansk. Men deres lønniveau er stadig dansk.

Som lille dansk virksomhed, er det vigtigt at kunne benytte sig af de besparelser der er til at få øje på, og her kunne jeg aldrig nogensinde se et behov for at hyre en dansk designer. Faktisk har jeg aldrig nogensinde gjort det!

En filippinsk designer kan hyres for under $600 om måneden.. ja om måneden! Det er simpelthen et lønningsniveau der ikke kan konkurreres med, og bagsiderne ved at hyre fx en filippiner, kan aldrig i min verden tippe fordelene over til en danskers favør.

Og de grafiske designere er langt fra de eneste tror jeg. Der er flere grupper, hvis typiske arbejdsopgaver ofte kan outsources med økonomisk fordel for danske virksomheder.

Den politiske konsensus på uddannelse som Danmarks redningsved er for simplificeret synes jeg. En længerevarende uddannelse er ikke nødvendigvis adgangsbilletten til Nirvana - hverken for den enkelte eller for Danmark. Der skal altså mere til.

Måske politikerne skulle tage en kig på iværksætteri i stedet for altid at fokusere på job? Hvem tror de der skaber disse job de ønsker at forædle? Målet er vel forhåbentlig ikke en Ole Sohnsk planøkonomi? Hvorfor hjælper de dog ikke iværksættere igang med fx en lavere beskatning af små virksomhedsejeres indkomst - det gør de fx i Spanien. Men nej, politikerne ønsker åbenbart en lønmodtagersamfund.

9 år i folkeskolen, 3 år i gymnasiet, og 4-5 år på Copenhagen Business School blev det til for mit vedkommende. Ikke et eneste fag var målrettet på at blive selvstændig. Det er trist at tænke tilbage på.

fredag den 11. marts 2011

Formidle billige forbrugslån til folket

Der har været lidt stille på bloggen det seneste stykke tid. Det beklager jeg naturligvis! Men der har simpelthen været så mange ting der har sværmet omkring ørene på os, at det har været svært at få styr på alle enderne.

Én af disse ender har været de domæner vi købte fra konkursboet. For det viste sig ikke at være helt så let en proces at få fuldendt. Problemet i korte træk har været, at domænerne ikke havde samme registrantinfo, og derfor ville dk-hostmaster (som varetager registreringen af de danske .dk domæner) ikke acceptere at domænerne blev flyttet over til vores firma.

Men med ihærdig hjælp fra især formidleren af købet - wexo.dk - og konkursboets advokat, er det lykkes at få overført de fleste af domæner til vores firma. Der mangler stadig et par stykker, men langt størstedelen er nu flyttet over.

Derfor har vi kastet os over byggefasen af de enkelte domæner og startet med forbrugslån.dk, da det lige umiddelbart er det domæne som jeg tror har det største potentiale blandt disse lånedomæner. Designet er blevet bestilt og næsten færdiggjort, og nu mangler så indholdet på siden. Fokus vil være at give forbrugeren en oversigt over de enkelte udbydere af forbrugslån i Danmark, men også at tilbyde informative og lærerige artikler og værktøjer til brugeren af hjemmesiden. Alt sammen i et forsøg på at bliver en autoritet indenfor forbrugslån i Danmark.

Den tidligere ejer så ud til at have lavet en aftale med ekspresbank (tidligere handelsfinans), om at formidle lån via en såkaldt whitelabel løsning. Whitelabel betyder at man fremstår som formidleren, men det er reelt ekspresbank som varetager og udbetaler lånet. Jeg vil naturligvis forsøge at kontakte ekspresbank for at videreføre denne aftale. Derudover vil vi forsøge at skabe kontakt til formidlerne af forbrugslån i Danmark, om at få etableret nogle henvisningsaftaler med de enkelte firmaer. Gerne med særligt lukrative betingelser for vores besøgende, selvom jeg tvivler på at det er muligt førend man når en volumen af anseelig størrelse.

Så er det vist kun tilbage at sige GOD WEEKEND!