torsdag den 9. august 2012

Heja Sverige!

Titlen "Heja Sverige!" er måske ikke den bedste titel taget gårsdagens håndbold fadæse i OL-turneringen i betragtning, men jeg synes nu alligevel at Sverige fortjener en (sjælden?) hyldest herfra.

Her i firmaet checker vi oftere og oftere indlæg og artikler på den svenske side Ehandel.se. De har hyppigt opdaterede (og spændende) artikler om ehandel og iværksætteri. Derudover har de også et aktiv og interessant forum, hvor svenske webshopejere debatterer om alle mulige forskellige emner. Et sådan forum er måske ikke så unikt, men i modsætning til den danske pendant Amino.dk, så har Ehandel.se langt flere aktive webshopejere, og ikke blot en masse mennesker og konsulenter der servicerer webshopejerne (som på Amino.dk). Det virker langt mere seriøst, og diskussionerne er mere dybdegående og relevante. Thumbs up herfra for deres arbejde!

Vi har fået nyt svensk mærke ind på vores netbutikker. Der er tale om det nyere mærke Triwa ure, som har været på markedet nogle år. Vi blev sådan set kontaktet i starten af vores ure-projekt, om vi var interesserede i at forhandle Triwa, men afviste det dengang, da vi blev nærmest frarådet det af andre leverandører. Men Triwa har videreudviklet deres brand, og er gået fra én af mange mærker der solgte farverige plastikure, til at have smarte og designmæssige flotte ure i en god kvalitet. De er trådt (i hvert fald) ét skridt op ad rangstigen, og vi har haft en pæn introduktion af mærket. Derudover har den danske agent været en spændende bekendtskab, så også her, kan vi kun give thumbs up til Sverige!

Som sidste punkt på min svenske hyldest har jeg Fossil gruppen, der står bag en masse af de kendte mærker, som vi sælger på UrKompagniet.dk og (snart også) Ure.dk. Det er simpelthen den mest professionelle organisation som vi samarbejder med. Alt foregår næsten snorlige, og vi er virkelig blevet pænt behandlet fra dag 1 af. Fossil har skandinavisk hovedsæde i Sverige, men har dog dansk repræsentation også. Og den er vist ved at blive videreudviklet efter overtagelsen af Skagen ure. Forhåbentlig fortsætter det gode samarbejde vi har med dem fremover. Siden sidst har vi i øvrigt fået endnu en verdenskendt brand ind fra Fossil gruppen. Der er tale om italienske Diesel, som er et kæmpestort navn i modeverden, og de er altså så tilknyttet Fossil gruppen på deres armbåndsure og smykker. Vi har ikke fået deres smykker ind, men Diesel urene har vi haft i et par måneder, og selvom vi er presset af butikker der sælger lidt billigere Diesel ure fra det grå marked (parallel- og kopivareimport), så har vi stor tiltro til at mærket kan udvikle sig positivt på vores shops.

søndag den 29. april 2012

Gennemgang af forventninger for foråret 2012

Så er det tid til en lille gennemgang af de forventninger/ønsker, som vi havde til februar 2012. Ja vi er sprunget et par måneder over, men jeg synes alligevel, at en gennemgang vil være på sin plads:

  • Årets korteste måned bør betyde at minimum 1 name brand præsenteres på_UrKompagniet.dk
    Vi har siden da kunnet præsentere flere name brands på shoppen. Vi er blevet officiel forhandler for DKNY ure (vi er faktisk de eneste i Danmark der er blevet godkendt!). Vi er blevet officiel forhandler for Adidas ure, og endnu et kæmpestort brand er vi blevet accepteret til at forhandle, men er endnu ikke købt ind. Derudover har vi en forhåndsgodkendelse på et helt 4. namebrand, så på det område kører alting over forventning. Både DKNY og Adidas distribueres af Fossil Gruppen, som var meget omtalt i medierne for nogle uger siden, da de købte Skagen ure for et kæmpe beløb. Fossil ure er vi naturligvis også blevet forhandler af, og kan som én af de få netshops i Danmark, præsentere hele deres komplette kollektion.
  • Ure.dk er klar til at blive relanceret i slutningen af februar. Her har vi fejlet. Big time! Vi skriver nu slutningen af april, og det nye Ure.dk er stadig ikke live. Det er dog lige på trapperne, og er lagt på en developer server for at teste funktionalitet og finde børnesygdomme. Starten af maj er nu målet for re-launch.
  • Ingen omsætningsnedgang i februar ift januar på UrKompagniet.dk Det var optimistisk at forvente samme omsætningsniveau som i januar, og vi nåede det da heller ikke. Havde februar ikke haft en vinterferieperiode havde vi nået det, men vi har nu fundet ud af, at ferier såsom vinterferien og påskeferien medfører massiv omsætningsnedgang. Vi har dog så siden oplevet konstant omsætningsstigning, men vi er så også nået ind i konfirmationstiden, og armbåndsure er en populær gave til konfirmander. Det bliver spændende at se hvordan sommerferien påvirker os. Erfaringen fra sidste år kan ikke rigtig bruges, da vi var så små, at hver måned var massiv omsætningsfremgang.
  • Øget effektivisering i ordrebehandlingen på lageret. Det har vi fået! En specialprogrammeret program til at håndtere ordre, og til at printe labels og sende emails ud, har betydet langt hurtigere ordrebehandling. Der er stadig masser af ting vi kan forbedre, men ovenstående har virkelig effektiviseret dagligdagen.
  • Uopfordrede markedsføringshenvendelser skal lukkes ned med det samme og prompte. Alle uopfordrede henvendelser får besked om at sende en email, og kun såfremt vi finder tilbuddet interessant, vil vi kontakte dem. Ingen opfølgende henvendelser fra dem bliver accepteret, med mindre vi har givet udtryk om at blive kontaktet igen. Det har været effektivt indtil videre.

mandag den 6. februar 2012

Sådan punkterer du online parallelimportører

Man kan mene hvad man vil om parallelimportører, men ofte er konsekvensen af deres import, at priserne på de førte produkter enten falder, eller at det er svært for de autoriserede forhandlere, at sælge samme produkt i deres butikker.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvad der er lovligt - eller for den sags skyld hvad der er ret og rimeligt. Men som autoriseret forhandler af en del mærker, får vi problematikken ind på egen krop. Derfor er det også i vores interesse, at disse parallelimportører på vores marked, får så meget modvind som overhovedet muligt. Derfor dette indlæg, som jeg håber vil give lidt debat.

Jeg får tit at vide fra de enkelte mærker, at de gør alt hvad de kan for at bekæmpe parallelimportørernes salg af deres mærke. Men om det skyldes den juridiske verdens sneglefart, eller reel ligegyldighed fra mærkerne, så er det ikke min opfattelse, at der bliver fokuseret så ekstremt meget på at patruljere markedet for parallelimportørers forsyningsruter. Derfor har jeg tænkt over hvad man så kunne gøre.

Svaret er Google.

Google er livsnerven for enhver online shop - også for parallelimportørerne. Google har hovedsæde i USA og opererer ud fra de amerikanske love og regler, samt ud fra Google's eget regelsæt. Og her er varemærkebeskyttelse virkelig i højsædet som jeg har forstået det.

Importørerne har muligvis ret til at sælge de importerede ure, men har de også automatisk ret til mærkets egne produktbilleder? Hvis mærke XYZ ikke kan forhindre at ParallelPer sælger deres produkter, så kan de vel godt forhindre at han bruger deres produktbilleder. Det skal han vel have accept til af XYZ?

Såfremt at mærket ikke ønsker at ParallelPer bruger deres produktbilleder, så kan de benytte sig af Google's klagesystem. Med mindre at ParallelPer kan modbevise, at han rent faktisk har rettighederne til at bruge billederne, så bliver ParallelPer's online webshop fjernet fra Google søgeindeks. Sådan opfatter jeg i hvert fald situationen, og såfremt at jeg har ret, så vil det besværliggøre mange ting for parallelimportørerne.

Google har automatiseret klageprocessen, og du kan enten bede om en fuldmagt fra mærket til at patruljere markedet, eller henvise dem til følgende sider:

Fjernelse fra adwords: http://support.google.com/adwords/bin/request.py?hl=da&contact_type=lr_dmca&rd=1
Fjernelse fra Googles indeks: https://www.google.com/webmasters/tools/dmca-notice?pli=1&

Derudover kan du/mærket overveje, om I også skal videresende en skrivelse til butikkens webhotel. De er ofte meget følsomme overfor copyright problemer, da det kan skade deres pengepung direkte. Du finder information om butikkens webhotel på:

http://www.domaintools.com/ - hvis det er et internationalt domæne.
http://www.dk-hostmaster.dk/ - hvis det er et .dk domæne.

Jeg er absolut ikke juridisk ekspert, så det er muligt at min ræsonnering er forkert. Så derfor hører jeg gerne fra eksperter på området.

Dbh,
Troels & co.

lørdag den 4. februar 2012

Godt Nytår!

Det er måske en smule forsinket at ønske Godt Nytår 2012, men jeg har simpelthen ikke haft tid til at komme med hyppige indlæg på bloggen de sidste måneder. MEGET er sket siden de sidste indlæg - her er et lille udpluk af de væsentligste begivenheder:

  1. Vi har købt hovedkonkurrenten på det online ur marked - nemlig ure.dk. Muligheden kom lidt ud af det blå, men da det først gik op for os, at det var muligt at få fingrene i dette ekstremt værdifulde domæne, så måtte vi simpelthen slå til.
  2. Julehandlen. Den tog os med storm. Vi var simpelthen ikke logistisk set klædt ordentligt på. Derudover overtog vi Ure.dk i starten af december, hvilket gjorde tingene endnu mere kaotiske. 2 lagre, 2 forskellige backends, 2 forskellige bankkonti osv osv. Aldrig igen laver jeg en stor investering lige midt i julehandlen..
  3. Januarudsalg og julereturer. Julehandlens strabadser slutter ikke den 22. december. De er bare på standby indtil det nye år, hvor utallige julegaver bliver sendt tilbage for at blive byttet eller refunderet. Derudover utallige telefoniske henvendelser ifm selvsamme julegaver. Derudover skal lagerets fejlkøb smides afsted i januarudsalg. Alt i alt ensbetydende med en travlt januar måned, omend ikke så travl som december.
Derudover et konstant bombardement af småproblemer og administrative tidsrøvere, som simpelthen har givet en for stor arbejdsbelastning.

Bagsiden af medaljen ved vores ekstreme vokseværk er simpelthen, at vi nogle steder halter efter på det administrative og logistiske plan. Det bliver én af de helt store udfordringer for 2012. At få effektiviseret virksomheden og dets arbejdsgange.

Derudover bliver en udfordring at få relanceret ure.dk. Jeg tror jeg vil gemme hele ure.dk processen til et senere indlæg på bloggen, men kan da sige, at det kommer til at kræve mange ressourcer at få bygget ure.dk om til den shop, som vi gerne ser den bliver til. Der er et kæmpe potentiale i det domæne.

Jeg er ikke så meget for nytårsfortsæt, men jeg tror jeg ville lave en lille én af slagsen alligevel. At komme med nogle månedlige statusopdateringer her på bloggen. Hvordan er seneste måned gået, og hvad er forventningerne til næste måned. Prøve at få gjort det til en øvelse i målsætninger og implementering.

Så lad os begynde med februar 2012 - forventningerne:
  • Årets korteste måned bør betyde at minimum 1 name brand præsenteres på UrKompagniet.dk Vi har foden inde hos 2 virkelig kendte mærker, og jeg tror at i hvert fald den ene falder på plads i løbet af februar.
  • Ure.dk er klar til at blive relanceret i slutningen af februar. Et YDERST optimistisk håb, men tid er penge, og så længe ure.dk ikke har flere produkter inde i shoppen, så taber vi penge hver dag. Derfor er det meget vigtigt at få ure.dk bygget om, så vi kan smide en masse nye ure ind i systemet.
  • Ingen omsætningsnedgang i februar ift januar på UrKompagniet.dk. Igen - yderst optimistisk. Januarudsalget bliver svært at hamle op med, men med fortsat aggressiv markedsføring og med minimum 1 ekstra name brand, så tror og håber jeg at vi kan fortsætte den positive udvikling.
  • Øget effektivisering i ordrebehandlingen på lageret. Et must. Vi skal blive bedre, og arbejdsgangene skal effektiviseres.
  • Uopfordrede markedsføringshenvendelser skal lukkes ned med det samme og prompte. Vi har været for blødsødne ift alle de markedsføringshenvendelser vi modtager over telefonen. Det tager for meget tid, og 9 ud af 10 er alligevel værdiløse. I februar må vi blive bedre til at sige "tak, men nej tak - og du skal ikke vende tilbage". Bruger jeg mere en 30 sekunder på sådan et opkald har jeg fejlet.
Lad os se hvordan situationen ser ud i slutningen af februar/starten af marts.

Dbh,
Troels & co.

fredag den 9. september 2011

Så er vi blevet forhandler af Gant ure i Danmark

En lille update på vores ure projekt på UrKompagniet.dk

Udvalget af armbåndsure bare vokser og vokser, og vi laver hele tiden små ændringer på vores CMS. Var til forhandler aften hos Henning Stæhr for et par uger siden (en stor dansk ur importør), og fik købt en masse nye Mango, Police og Casio modeller ind til shoppen.

Men derudover fik vi også et nyt mærke ind - Gant.

Faktisk fik vi hele Gant kollektionen i Danmark, så nu kan vi skrive autoriseret dansk Gant forhandler på visitkortet. Prislejet er attraktivt (ca 1-2000 kroner), og vi har manglet nogle klassiske armbåndsure på vores shop.

Den umiddelbare udfordring bliver at få lagt alle modellerne ind. Det tager sin tid hvis det skal gøres ordentlig. Men I kan følge linket for at se vores Gant ure. Det er fortrinsvist herreure med læderrem, men der er også nogle flotte dameure. Både med stållænke og læderrem.

Vi er faktisk også blevet forhandler af et andet kendt urmærke, men har ikke haft tid til at få urene lagt ind i butikken. Men mon ikke mere info følger snarest..

God weekend!

tirsdag den 5. juli 2011

Autoriseret forhandler af Nixon ure

Vi har fået et nyt spændende mærke ind i folden på Ur Kompagniet.

Det drejer sig om det amerikanske mærke Nixon, som vinder stort indtog på de europæiske markeder. Mærket har nok været meget ukendt for de fleste, der ikke brugte hele dagen på skateboardet, men deres evne til at ramme unge forbrugeres behov, har fået mærket ind på det større bredere marked.

Jeg er rigtig glad for at Nixon har valgt at samarbejde med os, og eftersom de ikke er interesseret i at sprede sig ud over for mange online forhandlere, så tror jeg vi bliver én af de få butikker der får lov til at sælge Nixon ure i Danmark. I hvert fald som autoriseret forhandler..

Første levering af modeller er allerede blevet lagt ind, og der er mere på vej fra Frankrig, hvor Nixon's europæiske hovedkvarter ligger.

Check vores Nixon ure her.

mandag den 6. juni 2011

Officiel dansk forhandler af Police ure

Vi har efterhånden kontaktet en del danske importører af kendte internationale ur fabrikanter og designere. Én af de første vi kontaktede, var den danske importør af det velkendte italienske modemærke Police.

Police er et af de større italienske mærker, som er alment kendt i offentligheden. Deres produkter er oftest til at betale, uden at det har et discount præg over sit navn.

Derfor var det med stor glæde, at den danske ur importør af Police armbåndsure, accepterede at vi blev officiel dansk forhandler af Police ure.

Jeg har stor tiltro til, at Police brandet og deres unikke ur design, appellerer til både mænd og kvinder, og at vi derved får styrket vores profil indenfor både dameure samt herreure.

Til evt interesserede kan jeg oplyse om, at den officielle danske importør af Police ure er Henning Stæhr A/S i Gentofte.